Mine øjne fyldes af tårer, glade tårer, mit hoved er fyldt med kære vidunderlige minder om alle dem, jeg har mistet. Alle de vidunderlige mennesker, som engang var en del af mit liv, men som desværre har sagt farvel til de levendes verden.
Det lyder måske underligt, men det føltes dejligt. At mindes, at glædes, at fortælle historier videre om alle de mennesker, som har været en del af mit liv, og som fortjener at deres historie lever videre.
Vi har lige set filmen Coco. En animationstegnefilm om “de dødes dag” i Mexico. En smuk og farverig film, der hylder mindet om alle de mennesker, der engang var en del af vores liv.
Det er en af de mest rørende film, jeg har set i meget lang tid.
Jeg ved ikke, hvad jeg troede den handlede om. Men havde heller ikke rigtig sat mig ind i det.
Troede faktisk den handlede om en dreng, der gerne ville være musiker, hvilket i sig selv, ikke er den vilde historie. Det er jo set før.
De dødes dag
Selvom historien tog udgangspunkt i drengens drøm, så var det ikke musikken det handlede om. Den handlede om alle de mennesker du har i dit liv, og alle dem du har haft. Og hvad dine store beslutninger i livet betyder for de mennesker, som elsker dig mest.
I Mexico fejrer de én gang om året “De dødes dag”. De holder en fest, hvor de på festligste vis mindes alle dem, der er taget til dødens rige. Denne ene aften vandrer de døde over “broen” og er med til denne fest. I filmen Coco ser du “de dødes rige” som et magisk sted, hvor mennesker lever videre i form af skøre, søde, sjove og festlige skelletter.
Og så vil jeg ikke fortælle så meget mere, men anbefale at du ser filmen. Link til forfilm nederst i indlægget. Den ligger i hvert fald i YouSee’s filmtjeneste.
Så efter vi fik set filmen, har vi talt om døden på en måde, som jeg aldrig før har tænkt det.
Det handlede ikke om, hvorvidt der findes et liv efter døden, men om hvem vi savner, og hvorfor vi savner dem.
Mine børn fortjener for eksempel at kende deres oldeforældre, som ikke er her mere. De har to vidunderlige oldeforældre, som stadig er hos os, og de betyder uendeligt meget for vores familie.
Men dem vi har mistet, skal vi mindes, og vi må gerne smile og nyde at fortælle deres historier.
At miste dem vi elsker
Heldigvis er vores børn forskånet for at have mistet nogen, de har kær. Så heldigvis er døden sjældent et emne hjemme hos os.
Men de fleste voksne kender følelsen af savn over nogen, der ikke er her mere.
I vores soveværelse står der et billede af min mormor og morfar og mig. Det står sammen med mine smykker.
Der sidder en lille taleboble på det, hvor der står: “Jeg synes bare, det er er dejligt”. Det er præcis sådan jeg husker dem.
Jeg mistede desværre min mormor allerede, da jeg var 5 år. Og min morfar da jeg var 15 år. Men indeni mig er der fyldt med minder og dejlige historier om puddersukkermadder ved køkkenbordet til lyden af min mormors dejlige grin. Om køkkenhaver og æbler med kernehuse, der kan spises, og vandpumpen, der altid inviterede til leg i min morfars smukke grønne have. Om kortspil og terninger, om snydetricks og masser af glade gyldne stunder. Nøj, hvor jeg savner dem!
Hvem savner du?
Du har sikker også nogen, som du savner, hver eneste dag?
Husk at fortælle historierne om dem videre. Lad deres billede stå fremme, eller tag det frem engang i mellem.
Så kan de leve videre i både dine minder og i de døde rige.
Hvis du tænker, at det er svært at tale om de døde, så kan jeg varmt anbefale at se filmen Coco. Du kan se forfilm til filmen her: Youtube
Se den gerne sammen med nogen du elsker og gerne dine børn, da det er en oplagt mulighed for at lære at tale åbent om de døde.
Hvis du sidder nu, og gør dig tanker, som du har lyst til at dele, så skriv endelig en kommentar herunder 🙂 Eller del gerne indlægget, så endnu flere kan få glæde af det.
Dejligt, at du læste med! Hav en vidunderlig dag!
Comments 3
I skrivende stund sidder jeg faktisk og holder min søn på 9 år i hånden. Han er langt om længe faldet i søvn efter hulken og ondt i maven over savnet af hans farfar som døde i maj 2016.
Savnet kommer i perioder både hos ham, og den yngste på godt 5 år.
Vi har også set Coco, men det kunne den “lille” slet ikke bære på grund af farfar.
Men jeg er enig med dig i at den virkelig giver stof til eftertanke.
Der blev desværre bare ikke den store snak på daværende tidspunkt, da ungerne alle blev meget bevidste om deres eget tab.
Vi prøver igen på et tidspunkt, og håber der kan blive en god snak ud af det.
Tak for altid god og givtig læsning.
Knus Pia
Author
Kære Pia,
Tusind tak for, at du deler din families oplevelse.
Det må virkelig være hårdt at se sit barn sørge på den måde.
Hvor er det godt at høre, at du er der for ham.
Forhåbentlig kan I dele sjove og dejlige minder om farfar, når de får det lidt mere på afstand.
Så kan I jo prøve med filmen igen.
Dejligt, at du nyder bloggen, og er en trofast læser 🙂
Knus, Lone / Doodlemor.
Pingback: Hold en hyggelig covid-fri Halloween | DoodleMor