Jeg tæller timerne til at gå på sommerferie. Ferien er så tæt på nu, at jeg kan høre, hvordan rosévinen kalder fra køleskabet, og hvordan den længes efter at blive hældt op i et højt smukt glas og blive taget med ud i vores nye lækre lounge på terrassen.
Hvor den vil blive nydt i høje suk og med taknemmelighed over, at vi stadig alle er raske efter det mest vanvittige forår nogensinde!
Terrassen er vores coronaprojekt. Vi skulle egentlig have brugt sommerferien på at bygge den. Men da ALLE vores planer fra påske og flere måneder frem blev aflyst (F… L….Corona) fik vi tid til at bygge vores drømmeterrasse.
Det betyder, at vi nu kan bruge sommerferien på at dase og nyde i stedet for at knokle.
Gemalen har bygget det hele selv!
Jeg er vanvittig stolt af ham!
Sikke en vidunderlig oase vi har fået her ved rækkehuset!
Nu savner jeg næsten ikke kolonihaven mere 😉
Elsker ferie i varmen
Vi elsker sol og varme. Det er ikke helt med vores gode vilje, at vi bliver i Danmark denne sommer. Vi havde aftalt at køre til Italien i år. Men…du ved nok hvad…lukkede verden ned.
Så tænker du måske, at der er åbent igen?
Ja, det er der vel på en måde også. Men vi tør ikke rejse, og vi vil ikke udsætte vores familie for den risiko.
Så nu bliver vi her.
Få det bedste ud af det
I går aftes holdt vi familieråd og fik lavet en idebank til vores ferieuge her hjemme.
På listen står der:
- drikke Bubble tea
- spise lækker sushi på Isakeay
- fiske krabber på en havn
- tur til skaterbane
- aftenpicnic på stranden
- gå lange ture
- se Harry Potter 4 i hjemmebiografen
- spise på Pinchos Nation
- sejle i svaner på søerne
- tage til stranden
- Få Freak-Shakes på Desserthuset
Senere skal vi i sommerhus ved vestkysten, og det glæder vi os helt vildt til! Den uge kræver ikke den store planlægning.
Vejret tegner til at blive skønt, så livet skal leves udendørs, der skal grilles og råhygges til stjernerne kommer frem på den sorte himmel.
Du ønskes en vidunderlig sommer – uanset hvor du vælger at nyde den!