5 hemmelige personlige facts om mig

Du skal have lov til at kende mig lidt bedre, da der selvfølgelig er et helt ægte menneske bag denne blog.

Så derfor har jeg fundet nogle af mine mest personlige facts frem, som jeg normalt først fortæller til nogen, når jeg kender dem ret godt.

Så forbered dig på lidt af hvert.

Måske har du selv lignende små hemmeligheder eller historier, som er med til at gøre dig til den du er?

Her er de så:

1. Jeg HADER at lave madplaner!

Selvom jeg er en af de største planlægningsfreaks og madelskere, hvilket kunne give en vild kombination, så hader jeg at lave madplaner.
Jeg spiser altid ud fra lyst, og derfor skal maden ikke være så planlagt. Jeg hader madspild, så derfor vil jeg ikke handle ind til for mange dage af gangen, hvis nu vi finder på noget andet.

Det lykkedes en sjælden gang, og så bliver jeg helt stolt. Det er nu dejligt, når vi ikke hver dag omkring kl. 14.00 skal aftale, hvem der handler, og hvad vi skal spise.
De få gange det lykkes mig at lave en madplan, spiser vi også sundere og får nye spændende retter.

2. Min lille lyserøde bamse fra 1982 ligger stadig ved min pude hver aften

Hannibal, som den lille lune fyr hedder, er en gave fra min mor og far, som har købt den til mig på deres bryllupsrejse. De har været gift i 37 år.
Han er en lille tryghedsven, som har fulgt mig gennem tykt og tyndt hele livet, så han bliver ved min side.
Han var en meget smuk lyserød blød bamse, da jeg fik ham. Nu er han lidt mere grå og nubret i det, og er kun lyserød i folderne.
Men den vej skal vi vel alle?

3. Mit sprog et en broget blanding

Jeg er primært vokset op i Jylland, i en lille by syd for Århus, men boede faktisk i Karlslunde syd for København fra jeg var 3 måneder til jeg var fem år.
Da jeg var 20 år flyttede jeg hjemmefra og har boet i Husum, på Nørrebro og nu i Taastrup lige uden for København. Mit sprog er derfor blevet en god rodebunke af accenter, som kan være både en fordel og en ulempe.
Mine kolleger har til tider troet, at jeg var skizofren, fordi jeg kan skifte sprog fra samtale til samtale. Så når telefonen ringer fra en kollega i Viborg, så taler jeg selvfølgelig jydsk, men når jeg lægger røret på, så er den københavnske tone tilbage på et splitsekund. Så sidder de andre bare og stirre på mig, og siger “hvad skete der lige der?”, mens jeg slet ikke selv lægger mærke til skiftet i sproget.
Min familie bor i Jylland, så jeg får en genopfrisker, hver gang jeg taler med dem. Men min hverdag foregår i Storkøbenhavn, så det er min accent meget påvirket af i hverdagen.

4. Jeg begynder at græde, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet

“Der står ti store mænd i jakkesæt og råber skældsord ind i hovedet på dig, hvad gør du?”.
Ja, der vil være mange måder at reagere på.

Jeg begyndte at græde, og så forlod jeg rummet. Der blev hele stille i rummet.
De herrer var utilfredse med et IT-system, som jeg var underviser i, og de havde en del aggressioner, som de skulle ud med pga. udfordringer med systemet. Det gik så ud over mig, selvom det slet ikke var mit område. Jeg følte mig så uretfærdigt behandlet. Senere fik jeg heldigvis en formel undskyldning fra virksomheden, hvor de herrer var ansat.

Det er sket i flere sammenhænge, at jeg er begyndt at græde, hvis mine grænser er overtrådt, også selvom det er i professionel sammenhæng.
Jeg er særligt sensitiv på flere områder, så mine følelser kommer nogle gange frem på tidspunkter, hvor andre skjuler deres.
Min søn har samme karaktertræk, og det skærer mig ind i hjertet, når han en sjælden gang græder, for så ved jeg, at den er helt gal.

5. Jeg drak min første Fernet Branca på Gran Canaria, da jeg var 4 år

Der var engang, hvor charterferier virkelig var noget særligt. Det var dengang, hvor der ikke fandtes små piller, som kunne tage sig af den mavepine, du nemt kunne få af maden i syden. Så derfor var det helt naturligt at finde andre løsninger, for at undgå dårlig mave i ferien.

I min familie blev der brugt Fernet Branca, en lakridsagtig vodkasjus, som man drikker som små shots. Så om morgenen på altanen fik min bror og jeg en lille én til maven. Sådan var det bare. Vi pev ikke over det, men drak det bare, fordi det var en del af morgenritualet. Det smagte jo også af lakrids.

Det vil man jo aldrig give børn i dag. Men dengang røg man også over det hele, også i fly på charterferier, og man kørte uden seler og satte bare babyliften ind på bagsædet. Utroligt, at vi er i live endnu 😉

Det var så fem små særlige historier om mig. Hvilke af disse facts overraskede dig mest?

Du må også gerne fortælle noget særligt om dig selv , hvis du tør 😉

Så smid gerne en lille kommentar herunder, så bliver jeg så glad.