Kunsten at lave ingenting og bare være til

Mine bedste playlister er væk!! What!

Kender du fornemmelsen af at føle sig bestjålet?

Hader opdateringer og rod hos teleselskaber, der rydder min telefon for mine dyrebare playlister.

Nå…

Så må jeg jo lave nogle nye. Jeg har tid nok.

Finder sange jeg ikke har hørt i årevis, men som jeg har danset til mange skønne nætter i min ungdom.

Klokken er 10:55, der fløjtes af.

Togen ruller langsomt fra perronen.

Om tre timer er jeg hjemme.

Jeg er helt flad, brugt op og gennemsyret af træthed helt ind i knoglerne.

Seks dage i selskab med familien er veloverstået.

Måneders forberedelse har tjent deres pligt.

Den hemmelige familieweekend er gennemført og nydt i fulde drag.
Min fars 70 års fødselsdag er fejret med maner af masser af dejlige mennesker.
Jeg har mødt en vigtig person i mit liv, som jeg ikke har set i 18 år. Det var fantastisk og lidt overvældende, og nu begynder rejsen mod at lære hinanden at kende igen (Bliver lige lidt rørt).

Landskabet lyser op og efterårslandskabet troner derude.

Jeg kan desværre ikke mærke solen igennem vinduet.

Men nyder lyset fra den og stirrer bare ud i luften.

Spice Girls synger i mine ører efterfulgt af Take That. Så jeg drømmer mig tilbage til ungdomsklubben og diskoteker. Jeg kan dufte røgen, sveden og sprutten.

Mærker en lille sult og guffer syv små chokolader, som jeg har med fra fødselsdagsfesten.

Jeg kunne give mig til at arbejde, jeg kunne skrive nye blogindlæg om rejsefesten og familieweekenden.

Men jeg orker ingenting.

Jeg vil sidde her og gøre ingenting.

Tillade mig at bare være til. Uden at yde, men bare nyde at være til og være mig.

“Næste gang bliver det Høje Taastrup”, siger togdamen venligt højtalerne.

Om lidt er jeg hjemme.

Tak for dit selskab på min togtur.

Dette indlæg er selvfølgelig ikke skrevet på turen, men lige nu på denne fredag formiddag på en cafe.

Jeg sidder endelig og nyder blogger-livet i den mest klicheagtige-form, hvor livet leves på en Københavnsk cafe med en stor cafe latte.

Det er ikke virkeligheden i hverdagen for mig, da det slet ikke er mit yndlingssted. Men nu har jeg prøvet det. “Tjek!”

Hav en vidunderlig dag!