Først var jeg nummer ni i køen hos lægen, og kan endelig igennem, så blev jeg smidt af. Så blev jeg nummer 26 i køen, og da jeg endelig kom igennem, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få lov til at komme op til lægen, fordi mine symptomer kunne tyde på Coronavirus.
Gemalen måtte agere assistent for lægen og lyse mig i halsen og svare på lidt af hvert. Herefter udskrev lægen dog heldigvis penicillin mod halsbetændelse, og henviste så mig til coronatest.
Kampen for en plads i køen
Herefter skulle jeg så selv bestille en tid til test. Det klarer jeg da nemt, tænkte jeg. Mens jeg lå med kæmpe høj feber og en skruetvinge om hovedet og ikke kunne synke mit eget spyt.
Men det var ikke sådan lige at få en tid!
Uanset, hvilket hospital jeg søgte på, var der mindst 35 timers ventetid i en radius af 100 km på i alt 7 hospitaler. Herefter får man så lov til at vente op til 72 timer på sit testresultat.
Inden jeg nåede ind til testen fik jeg maske på, og nåede at blive sprittet af tre gange.
Der var afspærringer med små Coronabilleder på, og der var klistermærker med Corona på kantstenen. Det telt jeg skulle igennem virkede næsten, som noget til sortering af kvæg. Det var ikke særlig rart.
Da jeg endelig nåede ind til test, var sygeplejerskerne rigtig søde, og det var hurtigt overstået. Men det var nogle underligt tomme gange, jeg skulle gå alene ud af.
Ventetiden er lang
Nu er der gået 13 timer, siden jeg blev testet.
Jeg har det heldigvis meget bedre fysisk, så det tyder på, at penicillinen virker – yes!
Det er ikke særlig sjovt at skulle vente så længe på et testsvar. Hvis ikke jeg havde det bedre, ville jeg have det endnu værre. Det lyder måske underligt, men jeg trøster mig med at penicillinen har virket, og derfor er sandsynligheden for, at det er Corona meget meget lille.
Alene
Jeg har sovet og været alene på krealoftet de seneste 4 dage. Lige nu ligger jeg og nyder at være alene, mens mine tanker flyder herud på bloggen. Det er jo ikke meget “Alenetid“ man har i denne coronatid.
Men de sidste mange dage har været skræmmende, og det har ikke været sjovt og være alene. Bare tanken om at skulle indlægges og ligge på hospitalet alene har været virkelig uhyggelig.
Det lyse i mit liv
Jeg har heldigvis min dejlige familie, som hele tiden passer på mig.
Det her billede er faktisk ret uheldigt, fordi vi holder faktisk hele tiden afstand til hinanden hele tiden.
Men lige der under kirsebærtræet, mens vi ventede på, at jeg skulle ind til test, blev jeg lige grebet af et lille lykketrip over hvor heldig er, var jeg nødt til at give min søn en krammer. Jeg tænkte ikke over det, da jeg gjorde det, først nu, hvor jeg ser på billedet.
Krammere er der ALT for få af for tiden, det mærker vi nok alle sammen. Kys er der ingen af, og det har der ikke været i månedsvis – det er skrækkeligt, og det er svært at leve uden.
I morgen skal vi tænde lys i vinduerne, for dem som holdt ud i fem år, og som var igennem en tid, som var endnu værre end den, vi skal holde ud.
Så vi kan godt gøre det her sammen – hver for sig!
Tænder du også lys i morgen?
Møs fra DoodleMor / Lone
