Dagbog fra et lukket land – Dag 1

I denne tid gør jeg mig mange tanker.

Jeg sidder her ved bålet og stirrer ind i flammerne. Tankestrømmen har ingen ende.

Danmark er et lukket land!

Skolerne er lukket!

Grænserne er lukket!

Ingen må komme ind!

Ingen må rejse ud!

(I kender selv detaljerne fra alle pressemøderne)

Ingen af os har nogensinde oplevet en lignende situation i fredstid.

Hverdagen skal vi have til at fungere med børn og hjemmearbejde, og jeg er stadig ved at “lande i det”. Planen er ikke helt på plads.

Men lige nu er det weekend, og det er dejligt.

Hele formiddagen har jeg brugt på at rydde op i vores kontor/gæsteværelse/træningsrum. Musikken har spillet høje glade toner for at kamuflere katastrofetankerne.

Her i haven kan jeg høre børnenes latter i baggrunden, det er en dejlig lyd. Når de leger ude må de gerne lege sammen – indtil videre.

Vi venter på, at bålet bliver klar til at lave snobrød og riste skumfiduser.

I den her lille dagbog vil jeg dele mine tanker med dig, og hvis du har lyst til at dele dine tanker med mig, så skriv endelig en kommentar herunder.

Min datter har fået til opgave at skrive ti linjers dagbog hver dag i den periode, hvor de ikke skal i skole, det synes jeg er en rigtig god idé.

Derfor har jeg valgt at gøre noget lignende, jeg kan nok bare ikke begrænse mig til ti linjer, men jeg vil prøve.

Jeg delte også mine tanker på “dagen før lukkedagen”: Grubleri i en uforudsigelig epidemitid

Photo by tyrone Fernandez on Pexels.com

Bekymringerne står i kø

Jeg bekymrer mig ikke om, hvorvidt der er mad nok, fordi det tror jeg på, at der nok skal være. Og rigeligt med toiletpapir!

Men jeg bekymrer mig om min families og venners helbred og om deres job, og om hvorvidt vi alle er her, og alle har et arbejde, når den her virusperiode slutter.

I denne tid glæder jeg mig IKKE over at have en kronisk sygdom, Det gør mig faktisk mega nervøs. Pludselig føler jeg mig bare meget sårbar. Grubleri #17; Må man glæde sig over kronisk sygdom?

I min have har jeg plantet forårsblomster. De står nu og strutter i solskinnet, det giver mig heldigvis håb om lysere tider.

Det var det for i dag 😘