Er frisind noget vi skal lære, eller er det noget vi mister hen af vejen?
Hvor frisindede er danskerne egentlig, når man går helt tæt på? Det har DR K fokus på i den kommende tid.
Jeg så en udsendelse på DR K i går aftes: “Hurra for det danske frisind” med temaet børneopdragelse.
Må man lade sin søn gå i børnehave iført strutskørt og piratjakke? Hvad synes du?
Den handlede om udviklingen i dansk børneopdragelse igennem de sidste årtier. Alle mulige emner omkring børn og deres forældre var oppe og vende. Der var forældre, der udtalte sig, professorer, selvudnævnte eksperter og et grafikbureau, der skulle lave en fiktiv kampagne for frisind.
Der kom mange interessante holdninger på banen i løbet af programmet!
Opdragelse er noget, der står en hver forælder nært, og som alle selvfølgelig har en holdning til!
Men hvor mange husker at have respekt for andre måder at gøre det på, og har tolerance for andre værdier end ens egne?
Den gyldne mellemvej?
Rundkredspædagogik og guitarer er der ikke meget tilbage af i de danske skoler og relationer! Kæft, trit og retning fra 50’erne er også passé!Der bliver skrevet masser af bøger om børn og opdragelse, som både skal vejlede, men som ofte vildleder nye forældrer.
Spørgsmålene hober sig op mit hoved:
- Så hvor står vi egentligt i dag?
- Findes den gyldne mellemvej mellem guitar og afstraffelse?
- Skal der overhovedet være retningslinjer?
Hvad er frisind?
Byggelegepladserne, som var et stort hit i 70’erne og 80’erne, hvor børn kunne slå sig løs med hammer og søm, er næsten væk.
Nu er der grænser for frisindet på byggelegepladserne. Rollingerne må ikke bare bygge derudaf. Der er regler for alt i dag. Det er bare ikke lige så sjovt at bygge, når man hele tiden er overvåget! Så byggepladserne forsvinder, måske til fordel for skovbørnehaverne?
Må man spise regnorme i en skovbørnehave? Eller hvordan lærer vi vores børn, at regnorme ikke er giftige?
De kære små må helst heller ikke klatre i træer (jo, måske på de tykke grene). Alle legepladser har faldunderlag, så man ikke kan få en seriøs skramme nogen steder i dag.
Skovbørnehaver giver plads til leg i naturen, men hvor fri er legen derude egentlig? Ved du det?
Hvad er “Lykketid”?
Mange børn i dag er overvågede og overbeskyttede! Vi kan ikke bære, at der skulle ske dem noget eller at de græder. Så vi gør alt hvad vi kan for, at de ikke skal blive skuffede eller opleve afvisninger. Hvordan skal det give dem styrke til at klare “voksenlivet”, som er fyldt med de ting?
Børn græder over de mindste ting i dag! Ofte er det rent hysteri! Fordi de er vant til at bestemme og få deres vilje.
Tidligere fik de jævnligt en røvfuld, og havde ikke lov til at have deres egen mening, det er da til at tude over! På flere niveauer!
Jeg er ikke fortaler for den type opdragelse overhovedet, men den giver forståelse (ikke at forstå som accept) for den ældre generations måde at tackle børn på.
Når vi har så kort tid sammen, så skal den tid være “lykketid”! citat fra programmet.
I dag er det heller ikke mor eller far, der sidder for bordenden, det er “lille Victoria”. Forældrene flytter rundt om bordet, alt efter hvor “dronningen” ønsker at sidde også gerne under måltidet (citat fra programmet).
Det sker også her hos os, faktisk til min store irritation! Vores lille Prins Charming har altid en holdning til, hvem der skal sidde hvor, og så gør vi oftest som han ønsker – fordi det er det nemmeste!
Hvorfor lader vi de små bestemme hverdagens rytme! Er det for at fremelske mere “lykketid”?
Hvad er “lykketid” i jeres familie?
Et spørgsmål i programmet, som udløste stof til eftertanke hos de adspurgte forældre:
“Hvornår har du sidst talt grimt om andre foran dit barn?”.
Det var der flere, som ikke brød sig om at svare på, da det er noget som mange gør, men de vil ikke indrømme det. Jeg har tidligere gjort det, men gør det ikke mere.
Selv hende fra grafikbureauet fik sagt “Efter en middag eller en fest sidder vi altid i bilen, og taler om de andre familier og deres måde at gøre tingene på. Vi bliver altid enige om, at “vores måde, er den rigtige måde”!
Men hvilken måde, er den rigtige måde?
Jeg har sendt min søn i børnehave i dag med rødt strutskørt, piratjakke og et lykkeligt smil om munden. Det er hans frisind, som sikrer at vores hverdag ikke bliver for kedelig!
Reaktionerne både i skolen, da vi afleverede søster, og i børnehaven var meget blandede. Frisindet er åbenbart allerede indsnævret hos de 3-7 årige – især hos drengene!
Hvorfor synes drenge, at det er underligt, når man har klædt sig ud som Pirat-Prinsesse? Det er jo bare for sjov! Fordi man kan!
Der er så mange af verdens horisonter og perspektiver, som vi ikke ved noget om. Mig selv heriblandt!
Giver du dine børn nok af alt det, du ikke ved noget om?
Så budskabet er : Tag dine børn i hånden og vis dem verden!
HURRA for det danske frisind! Lad det spire!
Jeg mener ikke, at nogen skal diktere opdragelse! Du skal som forælder have lov til stå ved dine egne værdier – men huske at lade døren stå åben for andre værdier og have respekt for andres måde at opdrage på.
Lad mig endelig høre om, hvordan du opdrager til frisind!
Comments 1
Pingback: Farvel til baby! Klar – parat – skolestart? | DoodleMor