2018 startede fuld af gode intentioner.
Jeg har ikke lavet nytårsforsætter, men jeg har intentioner om at gøre nogle særlige ting.
Jeg har også lavet en motivationsaftale med Gemalen: Mission Sundhed: Bliv klar til date med Agent 007
Men er det bare ikke gået helt, som jeg havde forestillet mig.
Jeg nåede nærmest kun at få pulsen op tre gange i år, inden influenzaen fik ram på mig.
Oveni influenzaen fik jeg så kold lungebetændelse.
Så min krop blev fuldstændig mast og drænet for energi til noget som helst.
Min krop har faktisk ikke rigtig så meget lyst til andet, end at ligge under dynen og hygge og slappe af og sove og lave ingenting.
Hvad tror du det gør ved en kvindekrop 35+ ?
Ja, man kommer jo ikke til at ligne hende her:
Men jeg er blevet til hende her;
Målebåndet skræmmer mig
Så nu sidder jeg her, og jeg har ikke lyst til at lave målinger af min krop, som jeg ville gøre hver måned, fordi jeg ved, at det er et lorteresultat!
Det er nemlig mere 5-7 kg + end 5-7 kg mindre – hvis ikke det er værre end det….. Pokkers!
Jeg hader mig selv for det, og har stadig svært ved at acceptere facts.
Hvis jeg laver målinger af mig selv nu, så ved jeg at min selvtillid får et gevaldigt knæk.
Jeg har “tæsket” den så rigeligt allerede, og har været alt for hård ved mig selv.
Der er mange faktorer, som har spillet ind på min krops tilstand, og som har flyttet fokus fra mit sundhedsmål.
Så når jeg ser på summen af, hvad jeg egentlig har udsat mig selv for de sidste mange måneder, så kan jeg godt forstå, at min krop gemmer på fedtet for at overleve. Det er ikke småting, jeg har været igennem psykisk, og i længden kan kroppen ikke følge med.
Nu er de fleste ting ved at falde på plads, og energien er begyndt at vænne tilbage.
Så jeg har besluttet mig for, ikke at måle mig selv, før jeg kan se resultaterne i spejlet.
Heldigvis er Gemalen den mest vidunderlige mand i verden, og han siger hver dag:
“Jeg synes, du er dejlig! Jeg elsker dig, lige som du er!”
Det handler om de små ting
Nu er der godt nok endnu længere til mine ønske-mål, end da jeg startede. Men det er der ikke noget at gøre ved. Nu må jeg bare starte fra mit nuværende udgangspunkt, og så tage én dag af gangen.
Så nu vil jeg forsøge at få bevægelse endnu mere ind i hverdagen.
Så da vi var i Experimentarium i går, gav jeg den fuld gas både på dansegulvet og i “hamsterhjulet”. Det kan mærkes i kroppen i dag, så det må være et godt tegn 😉
Jeg har også været til træning med min veninde i en time tirsdag eftermiddag. Jeg blev dog svimmel af stepmaskinen og cross-traineren, så jeg måtte pænt gå en powerwalk på løbetbåndet i stedet for. Romaskinen fik også en tur, og der blev løftet lidt vægte. Men det tæller alt sammen!
Stop med at hade min krop!
Det er slut med at hade min krop, da det heller ikke hjælper på motivationen. Der er hermed slukket for “trash talk”!
Nu er banen kridtet op igen, og jeg gør små gode ting hver dag, som er sundt for krop og sjæl.
Jeg forsøger at følge Lene Hanssons kost-kombinerings-principper. Det har virket for mig før, så jeg satser på, at de gør det igen.
Det handler nemlig mere om, hvordan du spiser, end hvad du spiser.
Jeg fungerer nemlig ikke så godt med “forbudt”, så det er bedre med bevidste valg fra måltid til måltid.
Hvis du vil vide mere om det, kan jeg anbefale kostvejleder Heidi Lie fra “Smag for et sundere liv”.
Mit “forbrændingssystem” er ret smadret efter hård antibiotika, så hvis du har gode råd til, hvordan jeg kan kickstarte min forbrænding og få et moderat vægttab, så skriv meget gerne en kommentar!
Jeg modtager helst anbefalinger, som ikke indeholder pulverkure og andet lignende.
Jeg håber, at du passer godt på dig selv derude, og ikke er for hård ved dig selv.
Husk, at der er mange andre vidunderlige ting at gå op i livet end, hvor meget du vejer 😉
Det vigtigste er, at du passer godt på dig selv og din sundhed – både fysisk og psykisk.
Møs fra DoodleMor / Lone
Comments 1
Kæreste Lone.❤️Du er dejlig som du er❤️Nu, hvor du har fundet dig selv igen, skal det med vægten nok også lykkedes for dig. ❤️