Sådan føles det at gå planken ud…

DoodleMor Blogindlæg, Livet som mor Leave a Comment

Nu har jeg arbejdet på min blog i en måneds tid. Mit hoved er stadig ved at sprænges af gode ideer til indlæg. Jeg samler gamle billeder, tager nye billeder, laver lister, gemmer noter, søger inspiration, fisker efter IT-tips hos mine mest nørdede kolleger… så jeg kan nok alligevel snart ikke skjule bloggen mere. Og i sidste ende er det jo heller ikke meningen med en blog.

“Jeg skriver for at dele min viden – fordi viden er mere værd, når den deles med andre.”

Så efter en lang gåtur på stranden med veninderne i weekenden, gik det op for mig. Nu er det på tide at offentliggøre projektet og gå planken ud! Det gik op for mig,  da jeg så “mødte planken”…. en lang smuk gammel badebro som bare kaldte på mig og gerne ville foreviges.

Men at skulle frigive sit lille nye hjertebarn, så alle kan se det, bedømme det, tænke om det hvad de vil, kommentere det og forhåbentlig dele det med endnu flere… det føltes faktisk ret skræmmende.

Jeg har jo faktisk kun haft en enkelt læser den sidste måned, udover mig selv. Og dog, jeg har faktisk fortalt forældrerådet, som gav mig mit kælenavn, om bloggen. Så måske er der et par stykker mere derude, som følger med?

Men her til aften har jeg inviteret alle dem, jeg kender via facebook. UFFDA! (Et fint lille udtryk, som jeg har fået med hjem fra USA, South Dakota). Så nu må jeg se, hvad der sker herfra.Min planke

Det jeg elsker mest ved min blog, er at jeg får lov til at skrive. At skrive giver mig energi, masser af positiv energi. Energi til at drive mine kreative projekter og den helt almindelige hverdag ud i noget større.

Nu får jeg endelig lov til at skrive mere end 10 linjer ad gangen, som er det, man primært kan få lov til som ejendomsmægler. Derudover skriver man næsten det samme hver eneste dag. “Villa med god beliggenhed, 3 store værelser, flot moderne køkkenalrum med samtalekøkken….” – Ja, I kender sikkert smøren! Nu holder jeg en pause fra alt det salgsgas og arbejder i et IT-firma, som laver systemer til ejendomsmæglere. Skønt job!

Tiden til at skrive har jeg fundet her:

  1. Mindre tid på facebook (Bruger kun tid på at opbygge blog-følgerside + stalking + prale af mine rollinger – jeg lover, at det er faktisk nedtrapning)
  2. At se mindre tv – især afvænning fra Netflix (Men Uffda, hvor jeg snart trænger til et Gossip Girl-fix)
  3. At sove mindre (Ja, det kan lade sig gøre, hvis bare man sover 5 kvarter i timen, når man endelig sover)
  4. At spise take-away + mad kun lavet i ovn. (Vores køkkenprojekt er trukket urimelig langt ud, lige nu 4 mdr. + det løse, så er lovligt undskyldt – det er dog nok et af de projekter, hvor planlægningen kunne være gjort endnu bedre. Det hører I om en anden dag…)

Det eneste jeg har lovet gemalen er, at min tid med ham og ungerne ikke bliver mindre! Det har jeg næsten overholdt indtil nu. Dog har min datter en enkelt gang sagt: “Mor, hvorfor sidder du hele tiden ved computeren? Jeg vil altså gerne spille!”. Ja, hvem skal så have pladsen? Dog kunne gemalen ikke tillade sig at kommentere det negativt, da han lige havde fået denne fra mindstemanden dagen før: “Far, hvor bor du egentlig henne?”. Ja, gemalen har brugt meget tid på køkkenprojektet, og været en del mindre hjemme i kolonihaven den sidste måned.
Så nu står vi lige, og jeg må hellere overholde “blog-reglerne”. Lige om lidt slutter gemalens bestyrelsensmøde i grundejerforeningen – ja, klokken er 23.15 og de taler stadig…

Så nu kommer punkt 3 i listen frem igen – at sove mindre virker på mange områder. Dog kender jeg én der mener, at det at stå tidligere op er løsningen, men det virker ikke for mig! Hvad mon virker for dig?

Her er lige et par billeder af nogle af de ting, som også lader mig op og sætter guldpoint ind på MorBonus-kontoen:

IMG_9541 IMG_9549 IMG_9664 IMG_9631 IMG_9683 Cafe latte

 

 

 

 

 

 

 



Har du nogensinde gået planken ud?

Hvordan bliver din MorBonus fyldt op?

Lad mig endelig høre om dine oplevelser, ønsker og tanker! Skriv endelig en kommentar!

Kh DoodleMor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.